Vaskeråd

Miljø og vask

 

Vask, tørring og strygning af dit tøj står for 36% af den samlede miljøpåvirkning under et gennemsnitligt stykke tøjs levetid! Dette kan reduceres til mindre end det halve, hvis vi ændrer vores vaskevaner.

Du kan hjælpe jordkloden og dit klædeskab ved at vaske dit tøj sjældnere, sænke vasketemperaturen, stryge mindre og undgå tørretumbling.

Ved at ændre vaskevaner kan du forlænge levetiden på favoritterne i dit klædeskab og samtidig reducere dit miljømæssige fodaftryk.

Pas på ikke at vaske for meget

Undlad at vaske tøj, som ikke er snavset. Det er mange gange tilstrækkeligt at lufte og børste tøjet.

Sænk vasketemperaturen

H&M mærker altid varerne med den højst tilladte temperatur. Vi anbefaler dig dog at bruge en lavere vasketemperatur for at spare energi. De fleste vaskemidler vasker lige så godt ved lavere temperaturer. Der forbruges kun ca. halvt så meget energi pr. vaskeprogram, når temperaturen er 40ºC i stedet for 60ºC. Er der tale om meget snavset tøj og undertøj, anbefaler H&M dig altid at vaske ved den højst tilladte temperatur. Vask ikke dit tøj ved højere temperaturer end angivet i vaskeinstruktionerne.

Fyld vaskemaskinen

Sortér tøjet efter farve og vasketemperatur. Fyld vaskemaskinen helt, men undgå at stoppe den. Vaskemaskinen er fuld, når du kan placere en knytnæve oven over vasketøjet uden at trykke tøjet sammen. Anvend energispareprogrammet, som de fleste moderne vaskemaskiner er udstyret med.

Vælg et miljømærket vaskemiddel

Anvend et miljømærket vaskemiddel, som ikke indeholder optisk hvidt og fosfater, som påvirker miljøet negativt, når det kommer ud i naturen. Dosér vaskemidlerne efter anvisningerne på emballagen. Det gør ikke tøjet renere, at du eventuelt overdoserer. For at kunne dosere korrekt skal du vide, om vandet er blødt eller hårdt, der hvor du bor. Undgå skyllemiddel. H&M anbefaler dog, at akrylvarer vaskes med skyllemiddel for at modvirke forekomsten af statisk elektricitet efter vask.

Undgå kemisk rens

Kemisk rens er en proces, hvor tøjet rengøres ved hjælp af et organisk opløsningsmiddel. Kemisk rens påvirker miljøet negativt, når opløsningsmidlerne kommer ud i naturen. Årsagen til, at en lille del af H&M’s varer kun kan vaskes ved kemisk rens, er, at de indeholder detaljer eller materialer, som kan blive misfarvet eller miste formen ved almindelig husholdningsvask. I dag findes der mange miljøtilpassede former for kemisk rens, som rengør tøjet ved kun at anvende kuldioxid, som genvindes fra industrien. Disse former for kemisk rens medfører derfor ikke udslip af kemikalier.

Lad vasketøjet tørre selv

Det er bedst at lade tøjet tørre selv, eftersom tørretumbling og tørreskab kræver meget energi. Reducer tørretiden ved at centrifugere tøjet forsigtigt, men grundigt, inden det tages ud af vaskemaskinen.

Forær dit tøj bort!

Når du ikke længere vil bruge dit tøj, er det en god idé at forære det til en organisation, som kan forlænge dets levetid.

H&M bruger cookies for at give dig den bedst mulige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at fortsætte med at anvende vores tjenester antager vi, at du godkender dette. Læs mere om cookies.